|
 Der er nogle spil, der lever bedst i vores erindringer. Vi husker tilbage på gode stunder og tilskriver spillet æren for disse oplevelser. For mig er Call of Cthulhu et spil, der passer i denne kategori. Det stod for mig som noget helt nyt og revolutionerende, da jeg første gang stiftede bekendtskab med det. I årenes løb er adskillige udgaver kommet til siden. Ingen af dem synes at være motiveret af nyt materiale eller bare en bedre fremstilling af det eksisterende. Skærer vi til benet, er de mange udgaver af Call nok i realiteten motiveret af bundlinjen hos Chaosium mere end noget andet. Gang på gang har de hældt deres gamle vin på nye flasker.
Warhammer Fantasy Roleplay er også et spil, der har en gunstig placering i manges erindringer. Personligt har jeg kun et overfladisk kendskab til det oprindelige system. Jeg spillede nogle scenarier, og blev med det samme forelsket i det grumme, germanske fantasy-univers, men alle, selv de mest inkarnerede fans, sagde, at reglerne var dårlige, så dem sprang jeg let og elegant over.
At reglerne skulle være mindre heldige kom egentlig ikke bag på mig. Jeg havde spillet en del andre Games Workshop-spil, og alle deres spil fulgte jo mere eller mindre den sti. Fed baggrund, dårlige regler. De forsøgte altid at reparere hullerne med udvidelser og stribevis af artikler i White Dwarf, men skal vi være lidt kyniske, har GW nærmest en ubrudt strøm af spil med ikke-særlig-gode-regler. Til gengæld har de piercede dværge, mørk magi, der i bogstaveligste forstand æder sine udøvere og en begsort, karikeret version af den europæiske middelalder/renæssance. Så kan man tilgives en del.
Det dårlige system til trods undlod GW at gøre som Chaosium, og således overlevede de oprindelige regler i næsten tyve år mere eller mindre intakte. Efter mange års stilstand er der nu kommet ikke bare en anden udgave, men også en tredje udgave, og det er sidstnævnte, der er under anmeldelse her. Anmeldelsen er baseret på læsning og en enkelt session med en flok garvede rollespillere med forskelligt kendskab til det oprindelige spil. Jeg har ikke selv kendskab nok til de tidligere udgaver til at fremhæve specifikke forskelle, men på baggrund af spiltesten er det mit indtryk, at skønt meget har ændret sig, så er de overordnede linjer for spillet stadig de samme. Warhammer er fortsat særdeles grumt, og spilpersonerne kommer let af dage.
En kæmpe kasse rollespil
 I modsætning til Call, så har Warhammer ændret sig meget i løbet af de tre udgaver. Første udgave var en enkelt bog. Tredje udgave er en kæmpe papkasse proppet med alskens nørderier.
Æsken har nogenlunde samme omfang, som det enorme Ptolus-værk Monte Cook udsendte for få år siden, men er vel to en halv gange tykkere. Bevares, der er langt fra så mange sider som i Ptolus, men der er dimser, kort og terninger nok til at gøre selv de mest udsøgte brætspil misundelige. Og faktisk var min og spillernes første tanke: Er Warhammer blevet til et brætspil?
Det nye Warhammer ligner et brætspil, men udseendet snyder. Til trods for alle rekvisitterne er Warhammer langt mindre orienteret omkring et spillebræt end eksempelvis de nyere versioner af D&D. Reglerne er ligeledes løsere og mere abstrakte end i D&D. Rekvisitterne bruges således ikke til at understøtte troværdigheden af simuleringen af spilverden, så spørgsmålet er naturligvis, hvad de så bidrager med?
Jeg har ikke kunne finde et direkte svar på det spørgsmål i reglerne, men hvis jeg skal give et bud, så tjener de to formål: De giver spillet, og her mener jeg i lige så høj grad systemet som baggrunden, tekstur, og de fjerner overflødige regeldetaljer fra spillet. Begge dele kræver en uddybning.
 Hvad er fedest: En nusset blyantsnote om at man kan lave et double strike eller et flot illustreret kort, der giver stemning og samtlige relevante regler for brug af double strike? Hvad er mest inspirerende: Tre utydelige streger på papir, der er tyndslidt af alt for mange skrive/viske ud-sessioner eller tre farverige kort af store kødsår? Hvad er lettest at overskue: En ukomplet liste af kampmanøvrer skrevet med ulæselig skrift og fyldt med forkortelser eller en lille bunke af farverige kort, der beskriver alt hvad ens spilperson kan foretage sig i løbet af kampen?
Langt hen ad vejen fjerner Warhammer behovet for at skrive et væld af detaljer ned. Den væsentligste information for spilpersonen er i stedet udformet som kort og forskellige brikker. Det giver en tekstur til spillet, som flere af os var ret begejstret for under testen, men måske endnu vigtigere, så reducerer det behovet for opslag i regelbøgerne til et absolut minimum (og muligvis kan man helt undgå opslag, når man bliver en anelse mere fortrolig med spillet, end vi nåede at blive i løbet af en eftermiddag). Sidstnævnte er med til at give et bedre flow under spillet, og jeg var overrasket over, hvor godt systemet faktisk fungerede, da vi først kom i gang.
Der er ufattelig mange kort, brikker og specialterninger i Warhammer, så hver spiller kommer til at sidde med en del foran sig, og det kommer let til at ligne en fantasy-udgave af Puerto Rico, men faktisk er det langt mere overkommeligt, end man skulle tro. Hver spiller har nemlig kun de kort, han/hun har brug for, og man lærer dem relativt hurtig at kende. Systemet er bygget op, så det er de samme detaljer, man bruger igen og igen, og derfor får man hurtig et godt overblik. Her er de mange visuelle elementer også med til at hjælpe såvel spillerne som spillederen.
Computerspil, indie og logistik
Da jeg tog hul på at forberede spiltesten, var jeg først ret overvældet af detaljerne og de mange elementer i spillet, men jeg fornemmede hurtig, at der trods små svipsere var en ret konsistent logik bag det hele, og jo mere jeg læste, desto mere positiv blev jeg. Spiltesten bekræftede at de elementer, jeg fandt interessante i det store hele levede op til forventningerne. Desværre understregede testen også at mine bange anelser holdt stik, men lad os begynde med de positive aspekter ved spillet.
Warhammer-systemet giver mulighed for hurtig afvikling af konflikter, og de mange specielterninger giver masser af brugbart input til fortolkning af resultaterne. Der er lagt vægt på det dramatiske frem for det realistiske, og reglerne vil næppe tilgodese en hardcore Rolemaster-fan. Til gengæld vil mange indie-spillere kunne nikke genkendende til en del mekanismer. Der er således mange måder at påvirke udfaldet af konflikter for på den måde at skabe en bedre historie. Rådene til spillederen er således også, at spillerne og spillederen skaber historien sammen. Den vanlige tanke om at spillederen bestemmer alt er der ingen spor af. Om designerne har kigget indie-forfatterne over skuldrene skal jeg ikke kunne sige, men de er i hvert fald kommet til en del af de samme konklusioner. Alt i alt virker Warhammer som et modent system, der sætter den gode – og nok så vigtigt – fælles historie i centrum.
Den anden oplagte tanke, der melder sig efter kort tid i selskab med det nye Warhammer, er, at det ligner et rigtig godt computer-rollespil. De mange kort, brikker og så videre lugter meget af en kæmpe tilstandsmaskine, der alt andet lige ville kunne håndteres langt mere elegant af en computer. Jeg tror, at skønt systemet har mange elegante finesser og generelt set falder utrolig heldig ud, vil niveauet af detaljer være for overvældende for nogen.
Om ikke andet så sætter den meget omfattende logistik sine begrænsninger. Således er der trods den omfattende mængde rekvisitter f.eks. kun materiale nok til en spilleder og tre spillere i grundsættet. Vil man have flere spillere, er man altså nødt til at investere i et par opgraderinger. Det er en underlig og uvant begrænsning for et rollespil.
Det bliver ligeledes meget omstændeligt, at lave materiale af samme kaliber som det man finder i grundsættet. Hvor andre rollespil langt hen ad vejen kan klare sig med beskrivelser af nye formularer, våben og så videre, lægger Warhammer jo op til at den slags bliver repræsenteret med kort. Det betyder yderligere arbejde for spillederen, og det kan være en udfordring at lave noget, der er nogenlunde ligeså spiffy som de medfølgende rekvisitter.
For at gøre en lang historie kort, så kan man ikke sige, at Warhammer skalerer særlig godt, og det er synd.
Produktionen
 Der er ikke så meget at sige om produktionen. Alt er lækkert præsenteret i farver hele vejen igennem. Kortene er i fin kvalitet. Arkene til spilpersonerne er måske en anelse for små til min smag, men ellers er der ikke meget at pege fingre ad i forhold til præsentationen. Det kan dog undre mig, at man stadig kan glemme at lave et stikordsregister i et rollespil. Heldigvis har Fantasy Flight Games lagt en samlet indholdsfortegnelse til download (jeg ville nu gerne have haft det i bogen, men det gode ved en online-udgave er selvfølgelig, at de kan blive ved at opdatere den).
Konklusion
Warhammer ligner et brætspil og lider tilmed under nogle af de samme problemer som brætspil, men selve omdrejningspunktet i spillet er et system, der gør meget for at hjælpe spillerne og spillederen med at fortælle gode, dramatiske historier i fællesskab. Designerne har formået at tage essensen af det gamle spil og sætte den i helt nye rammer. Det er en beundringsværdig bedrift i sig selv, og hvis man kan leve med at se nogle af sine darlings forvandlet, har den nye udgave meget at byde på.
Mine reservationer går således ikke på selve spillet. Jeg synes, at Warhammer står som et glimrende eksempel på, hvordan man kan gentænke en klassiker, men jeg kan være nervøs for, at den tunge logistik kan blive et problem. Enten fordi det lugter for meget af brætspil til at lokke husarerne ind eller fordi det simpelthen bliver for dyrt at holde kørende som produkt. Er man villig til at investere tiden og pengene i Warhammer, får man dog et fleksibelt og elegant system, der sætter rollespil i en stemningsfyldt, dyster verden i centrum.
Warhammer Fantasy Roleplay
Fantasy Flight Games
Kæmpe kasse, fire bøger, tonsvis af dimser
Pris 650
Anmeldereksemplar doneret af www.papspil.dk.
|
Warhammer: En kasse med kaos
