Nørwegian Style - An Anthology of Norwegian Roleplaying Games er en samling af 17 forskellige norske rollespil oversat til engelsk. De spænder bredt fra fortællespil til semi-live, con-live og klassiske conscenarier og fantasy-verdener.
Udgivet på Lulu - print on demand. Antologien er redigeret af Matthijs Holter og Even Tømte.
Bogen koster 10 dollar, er på 224 sider, sort-hvid og med smukke fotos af stenskulpturer. En lækker bog. Man kan læse mere om bogen på dens blog Nørwegian Style.
Nørwegian Style indeholder et bredt udvalg af nogle af de mest spændende ting, som nordmændene kan præsentere for tiden. Jeg har tidligere anmeldt det norske rollespil Itras by, som giver en god fornemmelse for indholdet af Nørwegian Style. Nordmændene har de sidste par år deltaget på Fastaval med Matthijs Holters De sultne og Thomas Mørkrids Raven: Claw and Beak .
Der er syv rollespil, et supplement, to rollespilsdigte, et conlive og seks storygames i bogen. De fleste af spillene er lige til at køre. De kræver meget lidt forberedelse, de har et variabelt antal spillere, er ofte spillederløse, og de var typisk 1-3 timer. Til en del af spillene skal anvendes nogle kort, som man enten klipper ud af sin bog, eller printer fra dette dokument. Bogen indledes desuden med et kort vue over norsk rollespils historie. Afsnittet er desværre alt for, alt for kort, da det er interessant at følge udviklingen i vore nabolande.
Spillene kommer handlingsmæssigt vidt omkring, men fælles for dem er, at man i næsten samtlige spil, har et stort element af at fortælle historier, og at denne historiefortælling bygger på et en udbredt grad af samspil. I stedet for at modsige en anden spillers oplæg, så bygger man videre på det. Et andet element er, at man praktisk taget aldrig bruger terninger, og at man kun har et sparsomt rolleoplæg i modsætning til de oplæg, som man får i mange danske conscenarier.
De syv rollespil er Unlil we sink ..., Zombie Porn, Wanderer, The Father, Pervo, The Trouble with Demons og The New Middle Ages.
Der er meget spor forskel på de syv scenarier. Until We Sink ... er en slags semi-live, hvor en gruppe mennesker mødes hver aften på hotellets veranda, hvor de snakker om dagens hændelser, mens den ferieø, som de opholder sig på, er ved at synke. Zombie Porn er mere et hardcore story game a la Contenders eller My Life with Master, hvor man spiller pornostjerner i den udøde pornoindustri. I spillet dyster man om, at opbygge det bedste image, inden nogen går ned på grund af angist og mismod. Det er et grotesk spil, hvor man indspiller scener, piller navle, opbygger sin kærlighed til andre, eller går på jagt efter deres kropsdele, så man kan holde sit eget rådnende ligs image ved lige. Wanderer er et noget flat oplæg til en post-apokalyptisk fantasy-verden, hvor man repræsenterer en orden af omstrejfere, der vogter fortidens viden. Der følger et minimalistisk regelsystem, som ikke er videre inspirerende, og et scenarie-oplæg til noget, som med lidt arbejde kan blive til et hæderligt con-scenarie. Det er bogens mindst interessante bidrag. The Father er et semilive for tre spillere, der fører en snak om, hvorfor det er, at en af dem skal slå familiens far ihjel, et fortællescenarie, hvor man kun har de allermest basale informationer. Havde det været et con-scenarie ville man let kunne antage, at det er selve skitsen til scenarieteksten, men mange af Nørwegian Style-spillene er karakteriseret ved et minimalistisk oplæg, hvor man ofte spiller 'close to home' og trækker meget på en selv fremfor et veldetaljeret oplæg fra forfatters side. Pervo er bogens mest underlige bidrag, og klart det ældste af dem, da det er fra 1992, hvorimod de andre er fra 2006-2008. Det er en slags øvelse ud i at afdække dysfunktionelle sociale mekanikker i klassisk bordrollespil. Spilleder hersker arbitrært, og det er hans opgave at udrydde spillernes spilpersoner, og mobbe spillerne fra bordet, mens spillerne febrilsk prøver at afkode hvad der skal til for at man kan blive i spillet længst tid muligt. Det er ikke noget, som jeg har lyst til at spiille. The Trouble with Demons ligner til forveksling et klassisk systemløst con-scenarie, og det har mange ligheder med Paladins Lampe-scenariet. Man spiller en ung troldmand og hans tjenende, men genstridige ånder. Der er en simpel men fin mekanik for, hvor bogstaveligt eller hvor frit de tjenende ånder skal adlyde deres mester, og deri opstår scenariets humor. Selve historien er simpel, og den handler om at få standset skurken, inden han får fuldført sine nederdrægtige planer. The New Middle Ages er et en slags fortællerollespil, der udspiller sig i 1200-tallets Paris, hvor de studerende ved universitetet har gjort oprør. Det interessante ved scenariet er, at hver spiller repræsenterer et bestemt historisk syn på middelalderen, og at spilleren beskriver og handler derefter. Spilleren med et romantisk syn på middelalderen beskriver ting som værende farvestrålende, og historier har en tendens til at ende lykkeligt, mens den spiller, der har et konspiratorisk blik på middelalderen, vil se tempelriddersammensværgelser og skjulte graler overalt osv.
De seks story games er Fuck Youth, It wasn't me!, Storyboard, In the Belly of the Whale, Gun Smoke og Forgotten Memories.
De seks story games er karakteriseret ved, at det handler om forskellige måder at fortælle en historie sammen på. Hvor grænsen mellem disse spil og rollespillene The Father og Until we sink ... er ikke lige til at sige. Fuck Youth og Forgotten Memories er begge en slags nostalgiske fortællespil, hvor man skiftes til at fortælle historier fra en fiktiv barndom og ungdom. I den første har man nogle scenekort, der fortælle kort hvad handlingen er, og hvor mange, der er med i scenen, mens i Forgotten Memories skaber man på skift sceneoplæggene, og sceneskaberen skal guide fortælleren gennem historien ved hjælp af ledende spørgsmål. It wasn't me! og Gun Smoke er på sin vis to forskellige varianter over fortællespillet Baron Munchausen. Fælles for dem er, at man fortæller på skift, og at de andre spillere kan bestride ens udsagn. I den første skal man hen over fem runder afdække hvem, der var morderen, og det gør man blandt andet ved at erklære hinandens udsagn for løgne, hvorved man opbygge en pulje af navne, som man til sidst trækker lod imellem for at finde morderen og høre dennes historie. I Gun Smoke har en spiller fortælleretten, indtil han udfordres af en anden spiller, og medmindre han giver sig med det samme, skal man igennem først en pokerlignende byderunde, og derefter skal man udspille et shootout! Begge spil er meget fascinerende, og meget underholdende måder at fortælle historier på sammen. Storyboard er en slags fortællekonkurrence, hvor man sammen fortæller en historie, og man er derfor fælles om hovedpersonen. På skift sætter man scener og uddeler point for gode bidrag til fortællingen, og tricket er, at få fortalt historien på en sådan måde, at man får underholdt scenesætteren, så han accepterer ens bidrag. En anden vigtig regel er, at selvom man dyster om at få flest point, så taber alle spillerne spillet, hvis en spiller ryger ned på nul point. Det gælder således om at holde hinanden oven vande, mens man underholder scenesætteren, så man kan score point. In the Belly of the Whale er formmæssigt meget lig et fortællerollespil a la The Father og Until we sink ..., og det kunne lige så vel have været i kategorien rollespil. Historien udspiller sig i en lettere eventyrlig version af 1600-tallet, hvor en gruppe rejsende er blevet slugt af en hvalfisk, og man skiftes nu til at fortælle historier fra ens tidligere liv. Efter tredje akt fortæller man sidemandens epilog, så selvom man har haft kontrol med hvilken livshistorie man har fortalt, så har man ingen kontrol over sin endelige skæbne.
De to rollespilsdigte er Stoke - Birmingham 0-0 og Retrospect
Digtrollespil er små historier, som de tager 15 minutter at gennemspille. Det første handler om en flok guttter, der lever et gennemsnitligt og kedeligt liv, og som lige har været til den helt store fodboldskamp, der endte 0-0, og man sidder nu på pubben efter den fesne oplevelse. Det handler om at spille uinteressante folks uinteressante liv, og der er derfor rigelig udfordring i at spille rollerne et helt kvarter. Scenariet synes spillet bedst som en art live elller semi-live. I Retrospect spiller man debriefingen på et live-scenarier, hvor man snakker om de ting, man oplevede. Der er ikke meget nyt i lige denne form - "Snak om et fiktiv arrangement, som I lige har deltaget i", og jeg havde håbet på noget, som var mere interessant, såsom det Stoke - Birmingham 0-0 er det.
Live-scenariet er New Voices in Art
Rent praktisk kaldes det for et chamber larp, men i danske termer passer udtrykket con-live ganske fint, da det er et lille live-scenarie, som kan spilles på en con uden det store benarbejde. Forcen ved scenariet er, at det kan spilles af andre end arrangørerne. Scenariet har en fin mekanik til, at man laver sin rolle close to home, men hvor man undervejs tydeliggør, hvor man ønsker, at ens rolle skal adskille sig fra en selv. Selve scenariet handler om en gruppe kunstnere, der er på kanten af et gennembrud, og de har alle udstillet på den samme udstilling, og nu går de rundt og snakker med hinanden. Personligt synes jeg, at det er et ret kedeligt oplæg til et scenarie, live eller ej. Det er synd, at man ikke har fået mere ud af det. En finurlig lille ting i spillet er, at man kan prikke til en anden spiller, og denne skal nu fremsige en indre monolog, hvor denne udtaler sig bramfrit om et stykke kunst.
Supplementet er Itras by
Jeg har tidligere anmeldt Itras by på RPGforum, og supplementet i Nørwegian Style er selve regelmekanikken fra Itras by. Hvis man gerne vil have selve spilmekanikken, så er den lige til at tage i brug herfra.
Spændende læsning, spændende oplevelser
Nørwegian Style er et spændende bekendtskab. Spillene spænder vidt, men de har en række fællesnævnere i form af den udbredte tendens til at fortælle historier og til at man improviserer ved hele tiden at bygge oven på hinandens udsagn. Man kan ikke som i mange af de amerikanske indie-spil og story games indlede konflikter med hinanden og lade terninger afgøre vis fortælling, der er den gældende. De norske spil viser en tredje position i forhold til de amerikanske indie-spil og det svenske Vi åker jeep. Køb bogen og få fortalt nogle anderledes historier. Jeg læder mig til at prøve spillene. Mange af dem ser rigtig lovende ud, og alene læsningen af bogen er pengene værd.
På min blog forefindes et langt mere detaljeret gennemgang af Nørwegian Style.
Nu mangler vi bare en Dænish Style.
|
Nørwegian Style
