|
 Her er en ide til et horrorrollespil: Man tager dagens avis og finder den mest groteske, makabre eller bizarre beretning og giver den et twist. En hemmelig organisation, der forsøger at nedbryde barrieren mellem denne verden og den alternative virkelighed, hvor alle de overnaturlige fænomener er virkelige, er de egentlige bagmænd bag begivenheden. Spillerne er undercover-agenter i en anden – ligeså hemmelig – organisation, der forsøger at opretholde den nuværende balance i verden. Det er udgangspunktet for Robin D Laws seneste rollespil The Esoterrorists.
Et skud indie
Robin Laws har flirtet med de mange nye indiespil. Det indrømmer han på en af de første sider i bogen, og det gennemsyrer mange af designbeslutningerne i The Esoterrorists, der ellers ville have lignet en tynd udgave af Delta Green. Faktisk ligner baggrundsmaterialet Delta Green til forveksling, det er bare ikke i nærheden af at have samme tyngde. Det er selvfølgelig heller ikke fair at sammenligne et rollespil på under 100 sider med de telefonbogstykke bøger med baggrundsmateriale til Delta Green, men det er heller ikke et kapløb forfatteren ser ud til at tage seriøst. Pointen er netop, at man skal sætte begivenhederne omkring en ind i spillets ramme. Til det formål er der materiale nok, men spillederen skal være villig til at bygge videre på fundamenterne.
The Esoterrorists ligner en blanding mellem traditionelle rollespil og de nyere indieskud på stammen. Mange af grundtankerne fra indiespil præger The Esoterrorists, men bogen er skrevet i et langt mindre selvhøjtideligt sprog og formidlingen af materialet, samt grundpillerne i systemet er mere traditionelle end det, man finder i mange indiespil.
Heltene
Spilpersoner er således beskrevet ved en række skills, der godt nok er meget generelle, så Rolemaster-spillere vil næppe føle sig trygge, men det føles i hvert fald meget bekendt. I The Esoterrorists er der to typer evner: opklaringsevner og alt det andet. Et af spillets præmisser er, at spændingen i en investigation-historie ikke kommer af, om man finder sporene eller ej, men af hvad man gør med sin viden, når man har fundet sporene. Således er der aldrig terningeslag forbundet med detektivarbejdet i The Esoterrorists. Hvis spilpersonerne dukker op på de rette steder, får de alle essentielle clues. Ideen er, at selve opklaringsdelen af spillet derved aldrig går i stå. Alt andet er dækket af regler med terningeslag, så når spillerne har fundet sporet, der leder dem til kannibalernes hule, kan de få travlt med at rulle terninger, når kannibalerne kommer efter dem.
Reglerne
Selve regelsystemet er simpelt. Spillerne fordeler et antal point mellem en række evner mere eller mindre, som de vil. Værdierne angiver både omfanget af spilpersonens evner inden for de enkelte områder, og en slags stamina for den givne evne. Til hver evne er således en værdi og en pulje. Puljen udgør et antal point, som spilleren kan lægge oven i sine slag for den givne evne, men efterhånden som disse bruges svinder beholdningen, og spillerens muligheder på det område begrænses. Systemet er meget simpelt, og der er ikke tunge mellemregninger eller tabelopslag under spillet, hvilket gør det let at lære og hurtigt at anvende. Der vil selvfølgelig være mange af realismens detaljer, der ikke afspejles i systemet, men det har ikke været en prioritet hos forfatteren.
Reglerne flirter med en del af de samme mekanismer, vi har set i diverse indiespil. Det er således helt tydeligt, at The Esoterrorists inviterer til en fælles fortælling. Spillederen har arkitekttegningerne, men selve byggeriet sker under spillet som Robin skriver et sted. I forhold til mange indiespil fornemmer man dog en vis forsigtig tilbageholdenhed, hvilket egentlig er lidt underlig, for det er tydeligt, at spillet forventer modne spillere, men alligevel er det som om, der er indlagt en lille stødpude omkring de nye ideer. Om det skyldes, at Robin Laws synes, de er overvurderede, eller om det er et hensyn til spillere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med indiespil, skal jeg ikke kunne sige. Jeg vil tro, at formidlingen af ideerne havde stået lidt klarere, hvis disse omsvøb blev droppet.
Produktionen
Da Robin besøgte Danmark for nogle år siden, hævdede han, at et af problemerne med rollespil er, at mange af dem er skrevet af folk, der ikke kan skrive. The Esoterrorists er skrevet i et let forståeligt sprog, og ideerne bliver formidlet fint, men der er stadig nok redigeringsfejl til, at man bemærker det, og der er også et par layoutsvipsere, så nogen vil sikkert føle sig fristet til at skrige "Nemesis!"
Bogen er rigt illustreret i sort/hvid i en tegneserieagtig stil, der passer fint til tonen i spillet. Layoutet er fint og luftigt. Eneste skæmmende element er nogle ret uelegante "sidebar-bokse". Coveret er i farver, trykt på karton og beklædt med et tyndt lag plastik, der desværre allerede er ved at skvatte af mit anmeldereksemplar. Alt i alt er det ok, men ikke på nogen måder imponerende.
Konklusion
Settingen er tynd. Kæphesten omkring investigation og terninger er sympatisk, men ikke helt bæredygtig nok til at retfærdiggøre et sæt nye regler, synes jeg. Når det er sagt, har reglerne dog gode egenskaber i sig selv, og The Esoterrorists er bestemt ikke dårligt. Det bedste ved Esoterrorist er dog de fornuftige og brugbare betragtninger, omkring hvordan man får de gode fortællinger til at flyde, men alt i alt betyder disse mellemregninger, at vi havner sådan cirka midt på skalaen.
Pelgrane Press har en ambition om at udgive en udgave af Call of Cthulhu med reglerne fra The Esoterrorists, og det ser jeg faktisk frem til, da de netop adresserer nogle væsentlige begrænsninger ved basic roleplaying-reglerne. Denne nye version af Call skrives i øvrigt at Kenneth Hite, så det kan gå hen og blive ret interessant. Indtil kan man fornøje sig med The Esoterrorists.
The Esoterrorists
Af Robin D Laws
Pelgrane Press
88 sider
200 kr
Anmelder eksemplar doneret af Fantask
|
The Esoterrorists - nu med indie
