A Game of Thrones er et af verdens bedste brætspil. Punktum. Nu er der kommet en udvidelse, og spørgsmålet er selvfølgelig om den formår at gøre et godt spil endnu bedre?
af Mads L. Brynnum
Et af de spil som gjorde at jeg for alvor begyndte at investere i papplader og terninger var A Game of Thrones – et strategispil baseret på George R. R. Martins bog af samme navn. Tidligere på året udkom den anden udvidelse som ikke bare indeholder masser af guf til grundspillet, men også et helt nyt spil der er skræddersyet til fire spillere og fokuserer på en mindre del af kortet.
Spillet handler om fem adelshuse der kæmper om magten i Westeros (den første udvidelse gør det til seks). Der er kun tre forskellige slags tropper (footmen, knights og skibe), der er ingen terninger, men til gengæld læssevis af nervepirrende action og rig mulighed for at falde hinanden i ryggen – ikke ulig bøgerne, i øvrigt. Og selvom udvidelsen A Storm of Swords efterhånden har nogle måneder på bagen synes jeg det er værd at kigge nærmere på den.
Lidt om grundspillet
På mange måder er A Storm of Swords det samme som grundspillet, så det vil jeg lige gennemgå kort. Så hvis du allerede kender grundspillet kan du lige så godt springe et par afsnit over. Men men, kort fortalt:
I A Game of Thrones gælder det om at erobre syv cities eller strongholds (som er afmærket på kortet) eller om at være den der har flest i slutningen af tur ti. Som regel bliver spillet afgjort før den sidste tur. Selve spillet foregår først og fremmest ved at man placerer sine ordrer hemmeligt på hvert land man har tropper på, og først når alle er færdige med det begynder man at rykke. Ordrerne er march (angreb og ryk), defend (som giver bonus til kamp hvis man bliver angrebet), support (der gør det muligt at "udlåne" troppernes styrke til kamp i opgrænsende områder), consolidate (den måde man "høster" power – altså politisk indflydelse på) og endelig raids. De sidste ordrer, raids, afvikles først og kan blandt andet bruges til at fjerne dine modstanderes support-ordrer med. Herefter afvikles march-ordrerne een af gangen i turrækkefølge med dertilhørende kamp, og til sidst høster man power. En vigtig detalje i forbindelse med ordrerne er at man gerne må sige til sine modstandere hvilken ordrer man ligger hvilket sted, men man må aldrig vise den før alle ordrerne bliver afsløret. Så selvom man har sagt at man ikke vil angribe et givent sted kan din nabo aldrig vide sig sikker før han ser dine ordrer. Eller sagt på en anden måde: det er nærmest skrevet ind i reglerne at man skal falde sine allierede i ryggen når der er mest at vinde ved det.
Kamp afvikles ved at sammenligne hærenes styrke, og desuden spiller man et house card som har styrke fra 1 til 4. Den lægges til og vinderen er den som har højest. Desuden har nogle af disse kort en speciel evne (som for eksempel at man øjeblikkeligt dræber en footman). Hver spiller har syv kort og det er åben information hvilke man har brugt, så ofte vil kamp være en slags avanceret – men meget spændende – sten-saks-papir. Det lyder måske lidt udramatisk, men gør snarere at fokus flyttes til strategiske overvejelser og taktisk planlægning end til selve kampen.
Endelig starter hver tur med en såkaldt Westeros-phase hvor man blandt andet kan få nye tropper, opjustere sin supply (der angiver hvor mange og hvor store hære man må have), og så risikerer man at der skal holdes auktion over hvad man kan kalde den politiske situation. Her bruger man den power man har høstet til at byde på The Iron Throne (turrækkefølge), Fiefdoms (hvem der vinder ties over hvem i kamp) og King’s Court (som angiver hvor mange ordrer man må bruge). Desuden den øverstplacerede i alle tre områder en ekstra fordel.
Hvad er så det nye?
Det nye i A Storm of Swords er først og fremmest en ny spilleplade som fokuserer på det der er midten af den gamle – The Riverlands. Der er kun plads til fire huse (Stark, Greyjoy, Lannister og Baratheon, hvis det siger nogen noget) og som noget nyt afgør vejret (som kan skifte i løbet af The Westeros Phase) om man kan krydse de floder der er på kortet. Ud over det byder udvidelsen på nye house cards, tactic cards (som man spiller et af i starten af hver tur og derved for eksempel bliver mere mobil eller bedre til at forsvare), allierede (som repræsenterer de andre og mindre vigtige adelshuse) og så endelig ledere. Det sidste er kendte skikkelser fra bøgerne (og fra ens house cards) der nu kan rykke rundt på brættet og booste ens hære. Bortset fra allies og vejret kan alt overføres til grundspillet.
En anden ny ting er måden man vinder på. Hvor man i det gamle skulle erobre byer er det ikke nok i A Storm of Swords. Her gælder det om at have "claims", og dem får man dels ved at erobre byer, men også ved at lægge power på det såkaldte claim track der symboliserer hvor meget krav man så at sige har på tronen. Det gør man dels ved at få støtte fra de allierede, men også ved at byde på en position på the claim track ligesom man i grundspillet byder på for eksempel The Iron Throne. Men da det politiske spil omkring turrækkefølge osv. stadig betyder meget i A Storm of Swords siger det sig selv at power er blevet endnu vigtigere – og det er meget interessant.
Men fungerer det?
Hvis vi kigger nærmere på de nye ting, så er lederne helt klart det mest spændende. Lederne er så at sige en march ordre der giver tropperne ekstra styrke, men som bliver aktiveret af en anden ordre. Det betyder at nogle ledere (og dermed den hær de står sammen med) kan rykke vha. en raid-ordre og dermed angribe før alle andre, mens andre kan rykke vha. en consolidate-ordre der først skal aktiveres når alle andre er færdige med deres marches. Det betyder helt konkret at det bliver endnu mere vigtigt hvordan man placerer sine ordrer, men også at spillet bliver meget mere dynamisk fordi der simpelthen er flere muligheder for at rykke sine tropper. Og oven i det kan lederne tages til fange og udveksles spillerne imellem hvilket giver endnu et lag af diplomati. At det også giver en ikke ubetydelig flavour at kunne rykke rundt med sine favoritter fra bøgerne er bestemt også et plus.
Man kan selvfølgelig spørge sig selv om det virkelig er et nyt spil eller bare en afart af det gamle med et nyt kort. Jeg hælder mest til det første – blandt andet fordi det politiske spiller en meget større rolle for om man vinder spillet. Det gør desværre at man sjældent – som i grundspillet – vinder ved at lave et superbt, militært træk, og derfor er min største anke mod spillet også at der er lidt for lidt action på selve brættet. Der er simpelthen ikke så mange victory points at slås om og derfor ikke lige så meget incitament til at gå i krig. Og efter fire eller fem spil med det samme hus som vinder synes jeg også noget peger i retning af en ubalance i spillet. Det er ikke nødvendigvis et problem og kan også skyldes min egen og andre spilleres inkompetence.
Men når alt det er sagt er det vigtigt at understrege en ting: spillet oser af atmosfære. Selvom man ikke har læst bøgerne er det umuligt ikke at blive grebet af stemningen som på fornem vis understøttes af spillets mekanismer. Og selvom jeg ikke har prøvet det endnu er jeg heller ikke i tvivl om at især lederne vil give endnu mere liv til grundspillet og dermed gøre et af de bedste spil jeg har spillet endnu bedre. Så får kun 350 kr. får man altså både et spændende fire-personers spil (der dog kræver grundspillet) og nogle ret spændende nye ting til standard A Game of Thrones.
Til sidst
Afsluttende bør jeg lige nævne at alle komponenter er af god kvalitet og at der selvfølgelig er flere detaljer i både grundspillet og A Storm of Swords end jeg har kunnet nå at dække i denne her allerede alt for lange anmeldelse. At spillet kun får fire råbehoveder skyldes at der efter min mening er lidt for lidt action på selve spillepladen, men jeg arbejder pt. på en variant der vil skabe mere grobund for kamp, og hvis det kommer til at fungere er det en klar fem’er.
Billeder af og mere om spillet kan ses her
| 
Endnu en grund til at skubbe pap
