|
Af Luke Crane. £23.99 plus porto fra www.leisuregames.com 
"It’s time to burn." (Chris Moeller, 2006)
Luke Cranes seneste kreation Burning Empires (BE) er i handelen fra og med oktober 2006, men blev lanceret på GenCon i august og lynhurtigt kendt som "murstenen". Når man får bogen i hånden ved man hvorfor. Bogens fysiske størrelse, med vægt og dimensioner som en, well, mursten, er ærefrygtindgydende i sig selv. Med mere end 600 sider er det et rollespil for rollespillere. Jeg forestiller mig at få "normale" mennesker ville gå ombord i 656 sider ofte tætskrevne instruktioner til noget som helst, mindst af alt et spil.
Men folk stod i kø på GenCon, hver eneste dag, for at betale 30 dollar for bogen. Nogle hundrede, deriblandt undertegnede, havde været overbeviste nok til at forudbestille til en "special price", og vi fik endda en gratis PDF-version af den færdige bog inden bogens officielle lancering.
Alt i alt er BE en bestseller før den rigtigt er ude, og det er der flere gode grunde til. Ikke at det på nogen måde overhovedet er et mainstream rollespil. Det ligner helt bevidst et, men skindet bedrager i den grad. BE er en snedig fælde Luke Crane og kumpaner har konstrueret, en honningkrukke til at indfange intetanende rollespillere, og BAM! er det for sent.
3-i-1
Men først lidt forbrugeroplysning. BE er et science-fiction rollespil baseret på tegneserien Iron Empires af Christopher Moeller. Moellers tegninger, skitser såvel som plancher fra tegneserierne, præger bogen hele vejen igennem, der i øvrigt er i fuld farve og hardcover. Alle sider er glittede og med en fed border. Indexet fra helvede og en mesterlig redigering af Thor Olavsrud gør at bogen ikke er så skræmmede at finde rundt i som man kunne frygte.
Moeller har været involveret i projektet og har skrevet et lækkert lille forord. Mekanisk er spillet smedet på Luke Cranes fantasy-rollespil Burning Wheel, og på mange måder en tro kopi af dette, dog tilsat adskillige ekstra features. Kender man til Burning Wheel, vil meget være at finde igen i BE, men hvor Burning Wheel var tre bøger, så får man i BE det hele samlet i et stort monster af en bog.
Handling og konsekvens
Luke Cranes målsætning med spillets design, og spillets præmis, lyder nogenlunde sådan her:
"Spillets regler bygger på en filosofi: dine valg har konsekvenser. At opdage at systemet underbygger disse valg hjælper dig til at styre igennem spillet. Konsekvenserne går fra det helt sort-hvide ’hvis jeg kaster mig ud i den her duel kan det være jeg dør’, til det mere komplekse ’hvis min spilperson kaster sig ud i det her, vil det ændre ham for altid, og jeg er ikke helt sikker på hvordan.’ Jeg opfordrer altid spillere til at tænke sig om før de tester deres spilperson. Jeg spørger dem: ’Er du parat til at acceptere konsekvenserne af dine handlinger?’"
Jeg skal skynde mig at tilføje at de "konsekvenser" som Luke Crane taler om er helt bogstaveligt integreret i spillet mekanik, og en måde en BE kampagne udfolder sig på.
Politik og orm fra rummet
 Som al god science fiction er Iron Empires blot en god undskyldning for at behandle aktuelle problemstillinger som bl.a. magt, teknologi, menneskelighed og politik.
Det store backdrop i BE er at den menneskelige race langt ude i fremtiden har skabt en kultur stor nok til at fylde en galakse. Cirka. Nu er galaksen opdelt i imperier der hver især kæmper for magten, og igen består af myriader af små og store verdener med interne uenigheder og splittelser. Og uden for galaksens sydlige grænse residerer den fjende som burde kunne samle menneskeheden til at forsvare sig i fællesskab: Vaylen. Vaylen er en parasit i form af en orm som lever i andre væsener, og den æder sig langsomt men sikkert ind på galaksen, verden for verden, planet for planet, krop for krop. Uden en vært er Vaylen håbløst hjælpeløse bløddyr. Integreret i den menneskelige nervesystem er det en næsten perfekt organisme.
BE handler om kampen imellem mennesket og Vaylen. Hver eneste spilsession i kampagnen handler om det.
Infection Mechanics
 BE ligner et "normalt" rollespil. Det fungerer bedst med 3-6 deltagere, hvoraf en har rollen som spilleder. Hver spiller kontrollerer en spilperson, en protagonist. Men spillets overordnede struktur er noget helt for sig selv.
Spillerne repræsenterer den ene side i Human-Vaylen konflikten, for det meste menneskeheden, spil-lederen den anden, for det meste Vaylen. Spil-lederen prøver helt bogstaveligt på at vinde over spillerne, og omvendt, støttet af spillets mekanik. Man spiller sig igennem en verden, en planet, og enten lykkes det at forsvare den imod Vaylen, eller også bukker den under for ormen. Alle spillernes valg i løbet af spillet er part i denne konflikt.
Spilforløbet er bygget op af små bidder, hvor scener er den mindste enhed og kampagnen den største.
Hver spiller har et begrænset antal scener til hver spilsession, så det gælder om ikke at spilde dem – hver eneste skal bruges i kampen mod Vaylen (eller omvendt). En scene kan indeholde en konflikt som tester spilpersonen og kan give spilleren en lille snas kontrol over fortællingen, igen for at kunne skubbe meta-konflikten i den rigtige retning. Der er normalt afsat mindst en vigtig scene per spiller per manøvre, som er det næste trin i kagen. Hver session består af en eller to manøvrer, for nye spilgrupper nok kun af en hvis jeg skal vurdere. En manøvre kan sammenlignes med et eventyr eller et lille scenarie i den større historie.
Det skal ikke forstås sådan at man begynder med scener og så udgør et antal scener bare en manøvre. Man begynder med manøvren, og aftaler hvilken retning historien skal tage i denne lille del af fortællingen. Spillere og spil-leder vælger hver deres intentioner og en tilhørende Manøvre-handling, der så testes når manøvren er spillet færdig. Udfaldet bringer en af parterne hen imod deres overordnede mål for kampagnen.
Systemet i systemet hedder Infection Mechanics, og det er efter min bedste bedømmelse spillets helt store styrke. Fortællingens overbyggende struktur er indbygget fra start til slut, over en hel kampagne, 100% integreret i spillets mekanik og med optimal frihed til at rollespille og forholde sig lokale konflikter inden i den store konflikt. Det må være rollespillets svar på en sonateform.
Brænd verden
BE kommer med en setting som blot er en løs ramme. Der er meget få detaljer og det er med vilje, for skabelsen af den del af verden som spillet foregår i, er en del af forberedelsen for spillerne. Forud for hver kampagne "brænder" deltagerne en verden at spille i, hvis skæbne afgøres i løbet af spillet. På den måde kommer investerer spillerne noget af deres egen begejstring til kuløren i spillet, og skaber dermed til grundlaget for hvad historierne kommer til at handle og, og hvilken type personer der optræder i dem.
World Burning er hvor spillere og spil-leder arbejder sig igennem 13 trin og bliver enige om bl.a. planetens topografi, beliggenhed, teknologiske stade, styreform og hvilke vigtige personligheder der lever her. Alt sker med "brede strøg" for at motivere deltagernes fantasi til at fylde på med egne ideer og præferencer.
Halvdelen af kampagnens første spilsession er afsat til at blive enige om verdenen og den kulør den lægger på kampagnen, og først herefter "brænder" man spilpersoner med det samme grundige system som i Burning Wheel.
Spil-lederens autoritet
Det siger sig selv at denne anmeldelse kun kan kratte i overfladen på hvad BE er og kan. Spillet er gigantisk og enormt "crunchy", men som læser lades man aldrig i stikken. Der er grundige og tålmodige instruktioner hele vejen igennem, til spillerne såvel som spil-leder. I bogens sidste kapitel slås det f.eks. fast: "Spil-lederen er ikke den enlige mægler i forhold til reglerne. Han må ikke se bort fra reglerne som det passer ham, og må ikke tilføje nye efter forgodtbefindende. Reglerne står alene. Både spillere og spil-leder skal overholde dem – og holde hinanden fast på dem.
"Det er heller ikke spil-lederens opgave at ’skabe historien’. Historien opstår som følge af spil-lederens udfordringer til spillerne."
Og videre hedder det: "Det er sjovt at være spil-leder i spillet. Da han ikke behøver at spille Gud, har han frie hænder til at spille med i spillet." (Mine oversættelser)
BE er en gigantisk, overvældende mundfuld. Det er nok det flotteste visuelle spil siden Castle Falkenstein. Der er mange regler, og man kan ikke vælge og vrage imellem dem som man lyster, så går spillet i stykker. Det er ikke "bare" Burning Wheel in Space. Med Infection Mechanics er det brændende hjul blevet tilsat en helt ny fortællings-motor.
Kamp kan spille en meget lille rolle i en BE kampagne. Det er let at forestille sig en hel kampagne uden at spilpersonerne løsner et eneste skud eller tæske en eneste bad guy. Spillet er drevet af personlige konflikter, der er de små tandhjul i det store billede.
Kort fortalt er Burning Empires State of the Art i kunsten at designe et rollespil, og fem råbehoveder er kun noget af sandheden.
|
Burning Empires
