|
RESUME: Rollespilsmedoder kan rykke i samfundsdebatten - et eksempel er fixerums-installationen på Vesterbro i København. Rollespillerne er næsten usynlige i den sammenhæng. Er det fordi rollespillerne er overbeviste om at blive misforstået på forhånd? Eller fordi det bare ikke er interessant at ytre sig offentligt?
Og hvis du ikke gidder høre om politik eller samfundet, så søg ind i din sorte sjæl, og hvis du stadig ikke kan mærke noget, så lad være at læse videre.
NED I FIXERUMMET
Frem til den 9 juni kan man se et "fixerum" på Vesterbro. Det i et gammelt beskyttelsesrum under Stampesgade, lige ved Halmtorvet. Om eftermiddagen kan man komme ned i det beskyttende betonrør, der er kalket hvidt og touchet op med kakler og smagfulde farver. Der er tre stationer man kan tage sine stoffer ved. Både det lukkede rum for den ensomme ulv - en skranke for fællesfixere, og et cafe-agtig arrangement for freestylere. Der er spejle til at skyde sig i halspulsåren, og benplads, hvis det er årerne i fødderne der skal hittes. Der er tilknyttet sygeplejersker til at rådgive stof-brugerne. På deres specialdesignede kitler står ordene "bliv hos mig".
(og hvad har så junkjunkjunk med rollespil at gøre)
Rummet er en kunstinstallation, udtænkt af Kenneth Balfelt. Debatten om fixerum eller ej for samfundets mest udskudte gruppe, har huseret i godt 10 år. Og der er ikke kommet enighed. Men med et slag har kunstneren vist hvordan det KUNNE være. Han har brugt en metode der minder om rollespil; nemlig at føre en idé videre, og give beskyttelsesrummet en "karakter" af noget andet. Det er ikke hardcore-rollespil. Hey, vi skyder ikke op og har rysteture. Men eksperimentet åbner en helt ny forståelse.
Hermed kommer debatten et skridt videre fra "kan-det-lade-sig-gøre"- stadiet, til en mere principiel debat om hvordan vi skal forholde os til et samfundsproblem. Og projektet minder bruger noget af det der får rollespil til at virke.
IND I DEBATTEN
Det handler imme om at dette er "rollespil". Det handler om at her kan vi finde inspiration til at bruge vores EVNER og FÆRDIGHEDER som rollespillere på andre måder - og nå ud til andre end dem vi kender, og som tænker som os. Og der er brug for at hæve debatten i Danmark, og behandle folk som fornuftige mennesker. Ellers er der flere og flere der stiger af.
I Fixerums-projektet kan beboerne "spille med". Komme og tage stilling til den kontroversielle idé. For det er betændt. Narkomani vækker stærke følelser, og de nye beboere i det engang så belastede Indre Vesterbro sidder nu Andels- og Ejerlejligheder til rigtig mange penge, og mange af dem ønsker junkierne til der hvor peberet gror, eller the Killing Fields.
(In Flanders fields the poppies grow, beneath the crosses row on row)
Junkierne bliver normalt ikke spurgt om noget. Mest blever de bedt af politiet om flytte sig. Så går de hen og fixer et nyt sted og er usle og får HIV og smitsom leverbetændelse. Men nu kan de deltage i debatten. Sygeplejersken Charlotte Fich arbejder frivilligt i installationen. Hun har arbejdet med stofmisbrugere i seks år og udtaler "Det er mennesker der ofte har været udsat for alvorlige omsorgssvigt i barndommen". Samfundets behandling af dem er "at straffe mennesker der ikke var stærke nok til at overleve et omsorgssvigt.... det er at undervurdere dem at tro de ikke kan deltage i en debat om fixerum".
Det forslår ikke noget for stofmisbrugeren bare at tale om MULIGHEDEN for at lave en hygiejnisk station for deres misbrug.
EN REJSE SOM INGEN ANDEN
Et andet rollespilsagtigt projekt var udstillingen på Nationalmuseet sidste år EN REJSE SOM INGEN ANDEN. Her blev de besøgende givet identiteter som asylsøgere, og de blev sendt gennem en rækkerum, hvor skuespillere kværnede dem gennem en version af asylprocedurene, inklusive nedladende forhør og udfyldelse af uforståelige skemaer. Det kan nemmere genkendes som "rollespil" end fixerummet.
Det projekt stammmer vistnok fraen grupperollespillere derlvede flygtninge-live for Røde Kors eller en anden organisation. Så - JA - der er nogen der har ført vores kunst ud i livet. Og der er en masse museumsgængere, der faktisk fik prøvet at spille rollespil - en slags live - UDEN lange forklaringer.
SKRÆK FOR DET SERIØSE?
Vi har redskaberne til at lave den slags events og happenings der taler direkte til samfundet. Vi gør det bare ikke særlig tit. Og hvorfor ikke?
Måske er det tanken om at vores medie skal "forklares" på sine egne betingelser, komplet med terninger, regler og hele gøgemøget. Og at vi skal have folk til at "forstå" os. Der er en snigende intern holdning om at jo mere udadvendt og tilgængeligt rollespil er, jo ringere bliver det.
Måske er det en afstandstagen fra at blive besudlet af den "virkelige verden". At arbejde med noget vi faktisk kunne blive uenige om. Altså noget andet end generiske systemer eller publikumspriser. Men det ville fanema være fedt at have noget ornli at slås om herinde på Forum.
Vi kan lave rollespilsoplevelser til almindelige mennesker.. Vi skal gå ud til dem med noget der er 1) vigtigt og 2) tilgængeligt, og 3) taler til folk istedet for at prøve at omvende dem til vores rette tro. Og så 4) skal vi være forberedt på at blive skældt ud i medierne, få øretæver og blive helte i virkeligheden. Vi kunne kalde det "Reality Art", fiktion der er lige så væsentlig som Reality Shows er virkelighed der er uvsentlig. Vi kunne gi' dem igen, alle dem der tjener kassen på at lave det som vi kunne gøre bedre end dem. Og vi kunne blive sponsoreret, og more os lige så meget som ved at skrive scenarier og lave con'er.
HVAD VI SKAL LÆRE, HVIS VI VIL UD
Nå ja. Så er der en masse vi ikke er gode til. At rejse penge til projekter, og til at kommunikere med omverdenen. Men det kan vi vel lære.
Lære at lave fysiske opstillinger. Lave en dokumenta-udstilling af Fusions verden, skrive personer folk kan bruge til simulerede debatter. Prøve og prøve igen, indtil vi er på bølgelængde med vores tid.
Det er nemligt ædelt at bruge sin kunst på at skabe oplysning i verden, styrke frihed og folkestyre, og tale normaliteten midt imod.
[fixerum i Stampesgade, mellem Halmtorvet og Hovedbanegården frem til på Søndag 9/6, hverdag kl. 16-20]
PAUL HARTVIGSON
| 
Hvad har rollespil så med narko at gøre?
